Om katteriet


Mit navn er Catrine Mulbjerg Eggersø og jeg er ejer af katteriet Mulsoe, som opdrætter sibiriske katte. Jeg bor i Taastrup i et rækkehus sammen med min kæreste, hvor der også er en lille katteindhegnet have, som kattene nyder i stor stil. Jeg har altid været meget glad for dyr, og især katte, som jeg hver dag nyder at bruge tid sammen med og aldrig vil undvære.


Jeg er Felis Danica registreret opdrætter under stamnavnet Mulsoe’s, og fik mit første kuld i 2022. Katteriet er et lille opdræt og vil have 1-2 kuld om året. Jeg fik min første sibiriske kat i 2015, som jeg også startede med at udstille, og har siden da udstillet flere af mine katte. Her startede min interesse også for opdræt, og har ligeledes fulgt med på sidelinjen i mange år hos min venindes opdræt, der også opdrætter Sibiriske katte.


For mig er sundhed, socialisering og kærlighed omdrejningspunktet i katteriet, da det vigtigste er, at de trives og får den pleje og omsorg, som de behøver. Der til er det også vigtigt for mig at give killingerne den bedst mulige start på livet, inden de kommer ud til deres nye familier.